Nyheder og pressemeddelelser
PRESSEMEDDELELSE AALBORG ZOO 30.3. 2010
En jubilæums girafkalv
Fredag d. 26. marts ved middagstid fødte giraffen
Nanna en kalv dagen før den store indvielse af Aalborg Zoos 75
jubilæum. Jubilæet blev officielt indviet lørdag d. 27. marts af
Hans Kongelige Højhed, Prins Joachim. Eftersom kalven er en
tyrekalv, har den naturligvis fået navnet Joachim og vil altid være
til minde om en stor begivenhed i Aalborg Zoos historie.
Tyrekalven Joachim blev ikke årets første kalv. En god måneds tid forinden fødte giraffen Jonna en kviekalv. Og her stopper familieforøgelsen i girafflokken ikke i 2010, for om godt en måneds tid er der en tredje kalv i vente.
Aalborg Zoo deltager i det europæiske avlssamarbejde for
Rothschild’s giraffen, og siden de første giraffer kom til i 1968
fra Uganda, er mere end 70 kalve blevet sendt ud til andre zoos i
Europa. Giraffen er som art ikke udryddelsestruet, men underarten
Rothschild´s giraf, som man kan opleve i Aalborg Zoo, regnes i dag
for at være kritisk truet.