Nyt om isbjørneungen i Aalborg Zoo. Læs alt om Milak fra han blev født 7.12.2008 og frem til nu.
Besøg også Milak på Facebook, hvor du kan se masser af billeder og videoklip (også selv om du ikke selv er på Facebook)
Nyt om Milak - primo juni
Galleri 3 Special: Sommerbjørne
Milak er nu halvandet år gammel og nyder specielt sommerens glæder til vands med både mor Victoria og Zoos anden isbjørnehun Malik.
Nyt om Milak - primo maj
Milak møder Malik
Den 4. maj blev en stor dag for Milak, da han for
første gang kom tæt på en anden isbjørn end sin mor.
Malik har gået alene i det lille anlæg, siden Felix blev sendt hjem til Nürnberg Zoo for ca. to uger siden. Men på dagen for Danmarks befrielse besluttede dyrepasserne, at passagen mellem de to anlæg skulle være fri. De vurderede, at Milak nu var blevet så stor, at der ikke ville være risiko ved at lade de tre bjørne gå sammen.
Sammenføringen gik godt, Malik og Victoria virkede glade for at gense hinanden, mens Milak dog virkede noget forbeholden over at skulle dele anlægget - og sin mor - med den nye store bjørn. Han gjorde et par udfald mod Malik, der dog var klog nok til at trække sig tilbage, da mor Victoria er den dominerende af de to hunner.
Efter et par timer tog de tre bjørne en svømmetur sammen i det store bassin, og alt i alt ser det ud til, at de tre bjørne kan gå sammen i fred og fordragelighed i det nu meget større anlæg.
Nyt om Milak - medio april
Nyt billedgalleri: Milak i forårshumør
Milak er vokset godt og bobler af forårsenergi. Se hvor han folder sig ud i dette billedshow fra april 2010.
Nyt om Milak - primo marts
Nyt billedgalleri: Vinterbjørne
Her kan du se en række billeder fra januar/februar måned af Milak og mor Victoria samt Felix og Malik, som hver på deres måde nyder vintervejret
Sjældent har vi haft en vinter så kold. De fleste af os længes nu efter sol og varme, men isbjørnene nyder det! Især Milak er en ihærdig vinterbader, der tilbringer en stor del af sin tid i vandet. Mor Victoria er lidt mere tilbageholdende og kaster sig for det meste kun ud i bølgerne, hvis der er mulighed for at fange en godbid. Milak derimod finder hele tiden på nye måder at underholde sig på i det våde element. En iskklump kan for eksempel godt bruges som badebold, hvis der ikke er andet sjovt legetøj lige i nærheden. Mor Victoria kan til gengæld godt lide at rulle sig i sneen, hvilket Milak i ovenstående video synes at undre sig meget over skulle være sjovere end at lege i vandet!
Nyt om Milak - primo januar
Nyt billedgalleri: Milak i sneen
Milak fyldte et år den 7. december. og ikke længe efter kom sneen væltende ind over Danmark. Milak var straks begejstret for de nye oplevelser, som sneen bød på. I denne billedserie er han og mor Victoria meget optaget af at sætte et stort antal små gnavere til livs.
Milaks 1 års fødselsdag
Søndag den 6. december blev Milaks 1 års fødselsdag fejret med et stort ørred-party. For første gang fik Milak prøvet den svære kunst at fange levende - hurtigtsvømmende - fisk! Men han klarede det fint, faktisk fik han fanget en ørred før mor Victoria, der dog tog revanche senere, og fangede ørreder i fin stil uden at besvære sig med at gå i vandet for at fange dem. Rigtigt mange var mødt op for at fejre dagen, trods det kolde vejr, og ud over oplevelsen ved at se bjørnene få fat på det levende foder, kunne publikum nyde godt af Frank Thomsens fortællinger om Zoos isbjørne og om bjørnene i naturen. Bagefter svarede Frank på spørgsmål, og mange benyttede sig af lejligheden til at få deres nysgerrighed stillet om de fascinerede dyr - landjordens største rovdyr. Det var en fødselsdag, der var til glæde for alle parter! Hovedpersonen Milak blev for øvrigt vejet samme dag, og han viser sig nu at være en ordentlig krabat på ca. 140 kg - han stortrives!
Milak fylder snart et år
I næste uge er det et år siden, Milak kom til
verden, og det fejres på rigtig isbjørnemaner i Aalborg Zoo søndag
6. december.
Fødselsdagsmenuen for Milak og Victoria kommer til at stå på
levende ørreder, som de selv skal fange. Det kommer til at foregå
på søndag kl. 14.00, hvor dyrepasserne fra afdelingen vil være
tilstede for at fortælle om isbjørne og Milaks første leveår.
Milak er på et år vokset fra at være en lille unge på 500 gr., til nu at veje næsten 130 kg. Som fuldvoksen han kan Milak komme til at veje 5-600 kg. Han er kønsmoden i 4-5 års alderen. Når den tid kommer, vil Milak sandsynligvis være at finde i en anden zoologisk have i Europa, hvor han kan være med til at videreføre bestanden af isbjørne i fangenskab og på den måde også være med til at sikre dens overlevelse i naturen.
Vi glæder os til at se dig!
Isbjørneunger klarede den ikke
De to små isbjørneunger fra Aalborg Zoo der blev født d. 29. november, overlevede desværre ikke de første svære døgn. I starten så alting ud til at være i orden. Hunisbjørnen Malik tog sig godt af ungerne, som tilsyneladende diede helt normalt. Den tredje dag er normalt den kritiske i isbjørneungers liv og det viste sig desværre også at være tilfældet med zoos isbjørneunger. Tirsdag morgen konstaterede dyrepasserne i afdelingen, at ungerne virkede svage.
Efter at have drøftet sagen nøje besluttede vi at gribe ind og tage ungerne fra hunnen for at få næring i dem, da det var tydeligt at de var underernærede. Kunstigt fremstillet isbjørnemælk findes ikke og er noget man selv må lave af mange forskellige ingredienser, da det adskiller sig meget fra almindelig mælk, men det lykkedes at fremstille mælken.
De små unger var meget kolde og blev lagt på et isbjørneskind under en varmelampe i et opvarmet lokale og fik sutteflaske. På trods af deres stærkt svækkede tilstand lykkedes det at få ungerne til at drikke og de synes langsomt at komme sig. Det var planen at få dem på fode igen og derefter sætte dem ind til moderen igen. Det er meget vigtigt at dyreunger vokser op hos deres mor, da de ellers vil få en helt unaturlig adfærd som voksne. Desværre var ungerne så afkræftede at de døde efter nogle timer.
Hvad gik så galt?
Meget tyder på at hunnen ikke lagde mælk ned, så ungerne sultede
selvom de diede. Når ungerne er så små betyder selv ganske få timer
uden føde, at deres overlevelseschancer forringes kraftigt. Hunnen
var førstegangsfødende, og i naturen og i fangenskab er det ikke
unormalt, at det første kuld unger ikke overlever. I bjørnenes
verden betyder tabet af et kuld unger ikke det store. Om 4 måneder
vil hunnen komme i brunst igen og vil med stor sandsynlighed da
parre sig med Aalborg Zoos isbjørnehan Felix og få sit næste kuld
unger.
Verdenssensation hos isbjørnene i Aalborg Zoo
Søndag d. 29/11-09 kom to små isbjørneunger til verden i Aalborg Zoo. Hunisbjørnen Malik fødte søndag formiddag den ene af ungerne i isbjørnenes udeanlæg, hvorefter hun bar den ind i fødehulen, hvor hun et par timer senere fødte endnu en unge. Fødslen af den anden unge blev opfanget af de kameraer, der er opsat i hulen, og ifølge Aalborg Zoos chefzoolog Per Christiansen er det sandsynligvis første gang nogensinde, det er lykkedes at filme en isbjørnefødsel.
Download videoklip i højere kvalitet
(wmv,720x540, ca. 15 mb)
Flere ukomprimerede videoklip kan desuden hentes
her
Aalborg Zoos isbjørne blev i 2009 kendt over hele verden, idet
man kunne følge isbjørneungen Milaks opvækst via webkameraer. Mange
hundredetusinde mennesker fra hele verden har i det forgange år
fulgt med, og nu kommer muligheden igen, men denne gang blot med 2
unger.
Aalborg Zoos isbjørnehan Felix er igen den stolte fader, mens
moderen er hunisbjørnen Malik, som er født i Aalborg Zoo. Malik
bliver 9 år gammel d. 19. december, og det er første gang hun får
unger.
Isbjørneungen Milak, der i dag har fået to søskende.
”Malik passer ungerne fint, og det ser ud til de er i gang med
at die, så indtil videre ser det hele meget positivt ud” siger
dyrepasser Frank Thomsen.
Isbjørne får typisk 2-3 unger i naturen, mens de i fangenskab ofte
får 1-2 unger. Isbjørnen er truet i naturen, da klimaforandringer
ødelægger dens levesteder, netop derfor er avl med denne truede
dyreart i fangenskab ekstra vigtig.
Nyt om Milak - 7. november
Milak er lige blevet 11 måneder og er vokset til en temmelig stor bjørn på 130 kg. Hans fødselsvægt var ca. 600 gram, så han vejer i dag omkring 200 gange så meget, som da han blev født!
Milak er meget nysgerrig og aktiv og sørger for, at mor Victoria altid har noget at se til i anlægget - hun har bostaveligt talt poterne fulde, når Milak er i rigtigt legehumør.
Besøg Milak på Facebook, hvor du kan se masser af billeder og videoklip (også selv om du ikke selv er på Facebook) Eller se det allernyeste videoklip af Milak på Youtube
Nyt om Milak - 7. oktober
I dag fylder Milak 10 måneder. Hans energiniveau er næsten eksplosivt højt. I videoklipppet herunder kan du se ham optræde som kreativ "rørlægger' - røret udforskes på alle tænkelige måder. På et tidspunkt ser han næsten ud til at anvende det som rørfløjte! - Han får bestemt rørt sig!
Nyt om Milak - 7. september
Den 7. september er Milaks 9 måneders fødselsdag. Han er mere energisk og dristig end nogensinde. Se i videoklip herunder hvordan han tør udfordre mor Victoria til en herlig kappestrid om et nyt og spændende stykke legetøj!
Nyt om Milak - ultimo august
Milak som snart er trekvart år gammel har udviklet sig helt fantastisk. I løbet af sommeren er han blevet en rigtig dygtig svømmer og dykker. Han er også blevet rask til at springe i vandet på mange forskellige måder, nogle mere elegante end andre!
Se nyt billedshow hvor Milak springer, svømmer, dykker og leger med både mor Victoria, sin røde bold og det store, røde rør. Se ham også fange fisk - og en majskolbe!
Se flere film med Milak i
videogalleriet
Nyt om Milak - primo august
Milak fyldte 8 måneder den 7. august, og er nu en stor 'kleppert' på omkring 70 kilo. Se nyt billedshow i billedgalleriet med Milak, der rigtigt nyder livet både på land og til vands.
Nyt om Milak - primo maj
Milaks første svømmetur i det store anlæg (se også BILLEDSHOW)
Lørdag d. 9. maj i Bededagsferien blev en stor dag for Milak. For det første blev han flyttet fra det mindre anlæg til det store, og for det andet kom han ud at svømme på dybt vand. Kl. 11 blev Victoria og Milak flyttet over i det store anlæg, og Victoria kom hurtigt i vandet, da hun blev lokket med levende fisk. Milak var lidt mere tilbageholdende og nølende med at springe ud i det store ukendte bassin. Men pludselig var han i vandet - ved et uheldigt møde med en glat sten! Men han reagerede hurtigt og svømmede efter kort tid fornøjet rundt i vandet. - Det lykkedes ham også senere at kompensere for det første kluntede fald i vandet ved at tage nogle ret elegante spring selv - dog i første forsøg lidt hjulpet på vej af Victorias snude, der puffede ham ned i vandet fra den sten, han ellers holdt meget af at stå på! Efter en uge eller to bytter Victoria og Milak anlæg med de to andre isbjørne: Felix og Malik, der nu befinder sig i det lille anlæg. Ved at lade dyrene skifte anlæg jævnligt, bliver sol og vind delt lige, og dyrene bliver stimuleret og aktiveret ved at komme i nye omgivelser.
Se billedshow fra Milaks store dag
Nyt om Milak - ultimo april
Store Badedag i Bededagsferien
Der er sket meget for Aalborg Zoos isbjørneunge
Milak, siden den kom til verden d. 7. december 2008. Nu er tiden
kommet til endnu en stor udfordring for den lille unge. Lørdag d.
9. maj kl. 11.00 lukkes Milak og dens mor Victoria ud i den store
del af Aalborg Zoos isbjørneanlæg.
Anlægget er bygget i 1999 og er stadig blandt verdens bedste anlæg
til isbjørne. Anlægget er delt i 2 dele via en 5 meter dyb og 5
meter bred grav, som ikke er synlig fra publikumssiden. Opdelingen
af anlægget giver dyrepasserne mulighed for at skille dyr fra
hinanden og gør det ligeledes muligt at komme ind i anlægget for at
lave diverse aktiveringstiltag, så som at grave kød ned i anlægget,
samt at smøre fedt og honning rundt på væggene. Alt er med til at
aktivere og stimulere bjørnene.
Lørdag d. 9. Maj skal Milak og Victoria så lukkes fra det lille til
det store anlæg. Den største udfordring for Milak er
her at blive fortrolig med den store vanddel i denne del af
anlægget. - ”Vi har erfaring med, at det går uden de store
problemer med vandet, og jeg er helt sikker på, at han ikke behøver
svømmetimer” siger dyrepasser Frank Thomsen, som ikke ligger skjul
på, at man blandt personalet glæder sig meget til at se, hvordan
Milak vil reagere.
Nyt om isbjørneungen - primo april
Isbjørneungen kom til at hedde Milak
Aalborg Zoos isbjørneunge blev fredag
aften (3. april) navngivet direkte på TV2/Vejret,
der i dagens anledning havde flyttet deres udsendelse til zoos
isbjørneanlæg. Forinden havde rigtigt mange seere givet deres bud
på det bedste navn, via en sms konkurrence.
Den lille isbjørn kom til at hedde Milak, som på
grønlandsk betyder plet. Navnet hentyder til at ungen i lang tid
havde en sort plet i panden. Pletten stammede fra et
sår, som Milaks mor Victoria forsøgte at holde rent ved at
slikke det. Hun kom derved også til at slikke hårene omkring såret
af, og da isbjørne har sort hud, kunne det på webcameraet ses som
den fineste sorte plet.
Mange mennesker benyttede den dejlige forårsaften til at besøge
Aalborg Zoo, der i anledningen havde åbent til kl. 20.00 og
samtidig gav gæsterne mulighed for at komme helt ind i
isbjørneanlægget.
TV2/Vejret sender direkte fra isbjørneanlægget på fredag kl. 18.20, hvor isbjørneungens navn offentliggøres
Fredag den 3. april kl. 18.20 sender TV2/Vejret
direkte fra isbjørneanlægget, hvor navnet på isbjørneungen bliver
offentliggjort. Derfor holder Aalborg Zoo ekstraordinært åbent til
kl. 20.00. Publikum får som noget helt særligt mulighed for at
komme ind i isbjørneanlægget – adgangen er dog begrænset.
Det navn der har fået flest stemmer, er det udvalgte og blandt de,
der har stemt på det, er der fundet en vinder. Den heldige vinder
får overrakt et gavekort af dyrepasseren Frank Thomsen til et
eventyrcruise til Diskobugten og Thule til en værdi af 80.000 kr.
Lige siden isbjørneungen blev født, har den vakt stor opmærksomhed.
På nuværende tidspunkt er den blevet set i TV af knap 5 millioner
mennesker.
Nyt om isbjørneungen - ultimo marts
Skal isbjørneungen hedde Cimber, Webster eller Milak? - Deltag i sms-navnekonkurrence og få chancen for at vinde et fantastisk eventyrkryds til Diskobugten og Thule
Det har i en periode været muligt at komme med
navneforslag til den lille isbjørneunge. Ud af de mange forslag er
3 blev udvalgt, og du kan nu være med til at bestemme, hvilket af
de 3 navne der bliver valgt. For at deltage skal du svare på
følgende spørgsmål.
- Findes der isbjørne på Grønland?
Hvis du mener, at svaret er JA, så send en SMS til 1234 med ordlyden IS JA ’navn’, hvor ’navn’ skal erstattes med det af de tre udvalgte navne, du ønsker at give vores isbjørn.
Hvis du mener, at svaret er NEJ, så send en SMS til 1234 med ordlyden IS NEJ ’navn’, hvor ’navn’ skal erstattes med det af de tre udvalgte navne, du ønsker at give vores isbjørn.
Hvis du f.eks. mener, at svaret på spørgsmålet er JA, og du ønsker at stemme på navnet Cimber, så skal du sende en SMS til 1234, hvori i der står flg.: IS JA Cimber. Og så fremdeles…
Pris: 5 kr + alm. trafiktakst. Ved deltagelse fraskrives 14 dages fortrydelsesret. Konkurrencen og afstemningen løber frem til den 1. april og det endelige navn på isbjørnen samt vinderen af rejsen til Grønland offentliggøres i TV 2|VEJRET den 3. april.
Valget står mellem:
Webster - som hentyder til, at ungen er den første isbjørneunge i verden, man har kunnet følge døgnet rundt på internettet.
Cimber- hentyder til en Germansk stamme, der måske oprindeligt udvandrede fra Himmerland og angreb Romerriget i årene 113 f.kr. – 101 f.kr. Ordet cimber er i forvejen knyttet til Aalborg, bedst kendt ved Cimbertyren der står på Vesterbro i Aalborg Centrum.
Milak - som betyder ”plet” eller ”pletten” og hentyder til den mørke plet, ungen i lang tid havde i panden
Det navn, der får flest stemmer, bliver det udvalgte og blandt de, der har stemt på det, trækkes lod om et eventyr-krydstogt til Diskobugten og Thule til en værdi af 80.000 kr..
Krydstogtet er sponsoreret af :
Konkurrencen løber i 14 dage.
Nyt om isbjørneungen - primo marts
DNA-test bekræfter at ungen er en han - deltag i navnekonkurrence
I den sene aftenudsendelse fra TV2/Vejret d. 6.
marts blev resultatet af isbjørneungens DNA-prøve
afsløret.
Værten fra TV2/vejret og dyrepasser Frank Thomsen fra Aalborg Zoo åbnede sammen en forseglet konvolut med test-restultatet. Svaret, der var ventet med spænding, bekræftede dyrepassernes formodning om, at isbjørneungen er en han.
Lige siden isbjørneungen blev født den 7. december 2008, har der været gang i den i Aalborg Zoo. Det er strømmet ind med mails fra folk i hele verden, der følger med i den lille unges udvikling på hjemmesiden, hvor der er live-billeder fra isbjørneanlægget (p.t. kun fra udeanlægget)
Isbjørneungen er nu 3 måneder gammel og færdes efterhånden mere ude i anlægget sammen med sin mor. Det betyder, at Zoos gæster nu har mulighed for at opleve Victoria og ungen helt tæt på - også 'i virkeligheden'.
Navnekonkurrence via SMS
Nu hvor kønnet er fastslået, har Aalborg Zoo i samarbejde med TV2/vejret, lavet en navnekonkurrence, hvor man via SMS kan foreslå et navn til isbjørneungen. For at deltage i konkurrencen skal man sende en SMS med teksten, is ”mellemrum” og navneforslaget, til 1234. Det kan for eksempel være ”is Kristian”. Det koster 3 kr. + alm. SMS-takst at deltage i konkurrencen. Overskuddet vil gå til isbjørneungens ”bjørneopsparing”.
I uge 11 vil Aalborg Zoo og TV2/vejret kigge forslagene igennem og udvælge tre navne, som tv-seerne efterfølgende kan stemme på. Det navn som får flest stemmer, bliver ungens navn.
Ungen udforsker udeanlægget
- men holder sig dog tæt på både mor Victoria og indgangen til hulen. Der vises nu kun video fra udeanlægget, da Victoria og ungen, når de er inde, mest opholder sig i hulens forrum, hvor der ikke er web-cam.
Nyt om isbjørneungen - medio februar
Ungen menes at være en han -
DNA-test skal give endeligt svar
Onsdag den 18. februar blev isbjørne-ungen undersøgt, og der blev taget hårprøver og mundskrab til en DNA-test, der kan fastslå ungens køn. Dyrepasserne mener, at ungen sandsynligvis er en han, men dette må tages med forbehold, så det kan godt vise sig, at ungen alligevel er en hun Men i løbet af en uges tid skulle vi dog få det endelige svar. Ungen har desuden taget godt på i vægt - fra ca. 600 gram ved fødslen til 9,5 kilo ved dagens undersøgelse! Se billeder fra undersøgelsen på nordjyske.dk her.
De første skridt ud i verden
Fredag den 13. februar omkring kl. 13 viste sig at
være et meget heldigt tidspunkt at være gæst i Aalborg Zoo på,
for netop da besluttede Victoria, at det var tid at vise sin unge,
hvordan verden så ud udenfor fødehulen. Det var var meget tidligere
end forventet, men på forskellige måder gjorde Victoria det klart
for dyrepasserne, at nu ville hun gerne ud, og omkring kl. 12.45
blev lågen åbnet til fødehulen. Først kom Victoria ud og rullede
sig gentagne gange i gruset i anlægget, for at fjerne noget af det
snavs, der efterhånden havde gjort pelsen meget langt fra hvid. Ca.
hvert minut vendte hun dog tilbage til hulen for lige at
tjekke, hvordan ungen havde det. Men omkring et kvarter efter
syntes hun, at ungen skulle præsenteres for omverdenen. I første
omgang gik hun dog ikke længere væk fra indgangen til fødehulen end
ca. en meter, og efter omkring 20 minutter mente hun, at nu
havde oplevelsen for den lille unge varet længe nok, og begge
forsvandt ind i hulen igen. Fra nu af er lågen åben til
fødehulen, så Victoria selv kan bestemme, hvor hun og ungen skal
opholde sig. Der vil stadig være live video fra hulen, men
nu er der altså også stor chance for at se ungen i
"virkeligheden" i Zoo. Herunder kan du se de første billeder
af ungens tur ud i verden. - Klik på de enkelte billeder i
afspilleren, hvis du gerne vil se billederne i fuld størrelse
og/eller gemme dem på din computer.
Nyt om isbjørneungen - primo februar
Telefontid hos isbjørnene
De næste 8 tirsdage mellem kl. 13.00 og 15.00 vil
det være muligt på tlf. 40301167 og 40301129 at ringe direkte
til Aalborg Zoos 2 dyrepassere Frank Thomsen og Mikkel Kibsgaard.
De er dyrepassere i rovdyr-afdelingen og passer bl.a. isbjørnene,
som er grunden til dette nye tiltag.
”Vi oplever en utrolig interesse for vores live billeder fra isbjørnehulen og får dagligt masser af spørgsmål, som vi sætter en ære i at få besvaret alle sammen. Da behovet har vist sig at være meget stort, har vi valgt at give de mange interesserede mulighed for at snakke direkte med de 2 personer, der ved mest om ungens ve og vel nemlig isbjørnenes 2 dyrepassere” siger informationschef Søren Sørensen.
”Vi fornemmer straks, når noget ændrer sig i hulen,
idet vi så får rigtigt mange spørgsmål, der går på det samme. Vi
har i den sidste periode haft mange spørgsmål vedr. en sort
plet, som ungen har i panden. Pletten er
et sår, som ungen har fået, da den var helt lille, og som
moderen holder rent ved at slikke det. Hun slikker så samtidig
hårene omkring såret af, og da isbjørnens hud er sort bliver det
meget synligt. Vi svarer og beroliger folk med, at alt er, som det
skal være” siger Søren Sørensen.
Isbjørneungen er nu 8 uger gammel og er begyndt at bevæge sig med
usikre skridt rundt i fødehulen. Er man heldig at kigge med på det
rigtige tidspunkt, kan man derfor få helt unikke billeder af ungen
at se. Samtidig har isbjørneungen også gjort sit indtog i den
moderne tidsalder, idet Aalborg Zoo på facebook
har oprettet en isbjørneunge gruppe, hvor man udveksler oplevelser
og stiller spørgsmål til hinanden. Gruppen har næsten 400
medlemmer, og et par stykker af dem er ansat i Aalborg Zoo og
sørger for, at gruppen får en relevant opdatering på, hvordan det
går med ungen.
Nyt om isbjørneungen - medio januar
Isbjørneungen, som i skrivende stund
er omkring seks uger gammel, trives i bedste
velgående og vejer nu ca. tre kg og har altså seks-doblet sin vægt
siden fødslen. Ungen er begyndt at blive mere aktiv og har taget
sine første skridt rundt i hulen. Der er derfor nu en unik mulighed
for at se ungen i fuld vigør. På trods af at det er Victorias
første unge, passer hun den, som om hun aldrig havde gjort andet,
så alt tyder på, at ungen kan opleves i udeanlægget i løbet af
marts måned. Ved fødslen vejede ungen kun ca. 600 gram, men når den
forlader hulen efter ca. 3 måneder, vil den veje omkring 10-15
kg. I naturen følges mor og unge ad i 24-28 måneder, indtil
hunnen kommer i brunst det tredje forår efter fødslen. Undertiden
vænnes ungen fra allerede i det andet forår eller går sammen med
moderen helt frem til det fjerde forår. I en zoologisk have kan
ungen dog følges med moderen og også die i endnu længere tid.
Filmklip med ungen fra 18. januar
Den første videoptagelse af den nyfødte isbjørneunge
Unik isbjørnefødsel
Den 7. december 2008 fødte Victoria to unger, den første unge blev født i udeanlægget og blev båret ind i den netop færdiggjorte fødehule. Her blev unge nummer to født. Desværre døde den ene af ungerne, men den overlevende unge er meget livskraftig. Det kan man forvisse sig om ved fra sin egen pc at følge med i livet i isbjørneanlægget via webkamera. (Følg med i udeanlægget her) Det er første gang, at det har været muligt over nettet at vise live-billeder fra en isbjørns fødehule, og det har været en stor succes – i den første måned har omkring 80.000 mennesker fordelt på omkring 75 lande været inde og se den nye isbjørneunge.