.jpg)
Aalborg Zoos seneste isbjørneunge, Augo, blev født den 20. november 2010, men døde desværre allerede 4. maj 2013. Mor var Malik, og faderen Felix, der var udlånt fra 2008-2010 til Aalborg Zoo fra Nürnberg Zoo.
2013:
4. Maj:
Isbjørneungen Augo aflivet efter fald
Isbjørneungen Augo måtte i dag desværre aflives efter at være faldet i en af de sikkerhedsgrave, der afgrænser Aalborg Zoos isbjørneanlæg.Ved middagstid i dag modtog dyrepasserne ved rovdyrene et telefonopkald om, at man på et af de webcams, der er installeret i isbjørneanlægget, kunne se, at en isbjørn var faldet i en af gravene.
Dyrepasserne kunne med det samme konstatere, at det drejede sig om den 2½ år gamle isbjørneunge Augo. Dyrlæge Paul Clausen fra Gistrup Dyreklinik blev tilkaldt og kunne konstatere, at Augo havde brækket begge forben, og i samråd med dyrepassere og Zoolog Jens Sigsgaard fra Aalborg Zoo blev det besluttet, at Augo måtte aflives.
”Vi er rigtigt kede af det, der er sket. Vi vil nu prøve at finde ud af mere præcist, hvad der er sket og se, om der er grundlag for at lave nogle ændringer” siger Zoolog Jens Sigsgaard.
Januar:
Se billedgalleri: Augo i sneen
Augo folder sig ud i årets første sne. Mor Malik har fået fat på et lille dæk, som hun leger med. Augo er meget interesseret, men må vente til mor er færdig. Augo får dog snart fat i dækket, og øver sig i forskellige kaste- og springteknikker, nogle mere heldige end andre. Oplev Augo på toppen!
2012:
November/december:
Se billedgalleri: Leg i isbjørneanlægget
På en dejlig vinterdag med solskin er der fuld aktivitet i isbjørneanlægget. Alle bjørnene er interesseret i at lege med en hvid plasticdunk - Augo er dog den mest legelystne. En flok måger flyver omkring og prøver at få fat på stumper af isbjørnenes mad - det lykkes for nogle, mens andre blot må nøjes med at stjæle billedet fra isbjørnene!
Maj:
Se billedgalleri: Augo og Milak er blevet legekammerater
I lang tid har Augo og Milak kun kunnet se hinanden på afstand, da de har gået med deres mødre i hver deres anlæg. Men fornylig blev Milak lukket ind til Augo og hans mor, Malik. I omkring en måned har Milak gået alene, da hans mor, Victoria, er kommet i brunst og derfor har smidt den nu 3½ år gamle Milak ud hjemmefra. Sammenlukningen har vist sig at være en succes, Den to år yngre Augo er vild med sin nye legekammerat, og selv om mor Malik er mere forbeholden, har han dog fået lov at være der, når bare han retter sig efter hendes regler!
Se også video af de legende unger og hør dyrepasser Frank Thomsen fortælle
Januar:
Se video: Augo - en energisk rørlægger!
Augo er i fuld gang med at udforske mulighederne for at lege med flere ting på en gang, her er det et rør og en hesteknogle. Man kan ligefrem se, hvordan han overvejer, hvad der er smartest at gøre, og resultaterne af hans anstrengelser kommer somme tider lidt bag på ham! Men under alle omstændigheder giver han Aalborg Zoos publikum et forrygende show!
Se billedgalleri: Augo i årets første sne

Lørdag den 21. januar faldt årets første sne, det holdt dog ikke længe, men isbjørnene nød det, så længe det varede. Især Augo var fuld af energi og brugte lang tid på at lege med noget, han kastede rundt med, og som på sin flugt gennem luften lignede en meget mærkelig fugl. Ved nærmere eftersyn viste den besynderlige fugl sig dog at være en godt fortygget hesteknogle!
2011:
November:
Se billedgalleri: Augos 1 års fødselsdag

Den 20. november fyldte Augo 1 år, og i dagens anledning fik han en særlig fødselsdagsmenu: svinehjerter og vindruer. Den usædvanlige menu så ud til at være et traktement lige efter Augos hjerte! Svinehjerterne var frosne, så der skulle arbejdes for føden, men det tog den nu 120 kg tunge isbjørneunge som en leg og gik til sagen med stor fornøjelse!
Se også video fra fødselsdagen
September:

Se billedgalleri: Dyreunger & dyrebare oplevelser 2011
Sebastians luskefinger, elefanterne spiller bold, brunbjørnene i vandkamp, Milak som hovedjæger, Augo står skoleret (ca. 20 fotos) girafkalven Kiko kigger kuduerne an, dreng aktiverer tigerungerne, løver i gabekonkurrence og mange flere dyrebare oplevelser!

Se video: Augo i sælsving!
Augo leger i den lille pool med et stykke sælskind. Den energiske Augo er nu ni måneder gammel, og hans vægt er steget fra 600 gram ved fødslen til 100 kilo!
Maj:

Se video: Mor Maliks hatte trick
Isbjørneungen Augo er meget glad for at lege med sin blå spand, men mor Malik vil også gerne lege med den... Hun kaster en rød bold i vandet, og lokkemidlet virker! Augo morer sig kosteligt med bolden og ser ikke ud til at savne sin blå 'hat'!

Se billedshow: Augo i forårshumør
Augo, der nu er knapt et halvt år gammel, nyder livet til vands, til lands - og i luften! Se ham lege og udforske omgivelserne - og fange et helt specielt bytte i vandet: en tomat!
8. april:
Augo hitter på Youtube og Yahoo!
Mere end 300.000 har nu set videoen af Augo, der leger med sin blå spand! Læs mere i pressemeddelelsen.
4. april:
...og navnet blev AUGO!
Afstemningen om isbjørneungens navn i Politiken.dk er nu slut, og det navn, som de fleste syntes passede til den nye lille hanisbjørn, var det grønlandske drengenavn Augo.
.
Augo er afledt af det latinske Augustus, der betyder 'den ophøjede'. På billederne kan det godt se ud, som om Augo giver sig selv en krone på!
Læs mere i pressemeddelelsen
3. april:

Se videoen: The Blue Hat Show
Isbjørneungen, der nu er godt 4 måneder gammel, er mere nysgerrig og legesyg end nogensinde! En blå spand bliver forvandlet til en ny trendy hat!
26. marts:
Se billedshow: Isbjørneungen prøver kræfter i det store anlæg
Se den nu fire måneder gamle isbjørneunge, der udforsker det store anlæg. Han er særligt glad for at prøve kræfter med det store traktordæk, men mor Malik er nu den bedste legekammerat! - Vandet er han dog stadig ikke så begejstret for!
Se også videoen: Isbjørneungen er fræk!
23. marts:
Foreslå et grønlandsk navn til isbjørneungen
Vær med til at finde et navn til den lille isbjørneunge. Navnet skal være grønlandsk og gerne et drengenavn. Forslagene kan du skrive på Aalborg Zoos facebookside eller på politiken.dk. Aalborg Zoo udvælger derefter en række grønlandske navne, der kan stemmes på i politiken.dk.
19. marts:
Isbjørneungens første svømmetur!
Lørdag d. 19/3 kl. 11.00 blev isbjørneungen lukket ud i den store del af isbjørneanlægget, hvor der er et kæmpestort vandbassin. Ungen var noget forbeholden over for det nye element, og mor Malik ville helst opholde sig tæt på ungen, men til sidst lykkedes det at få Malik - og dermed ungen - lokket i vandet med en række godbidder. - Han holdt sig dog til denne ene svømmetur, der varede nogle minutter.
Se billederne fra den første svømmetur i nordjyske.dk og/eller videoklip fra dagen.
10. marts:
Isbjørneungen er en dreng!
I dag kl. 11 lykkedes det dyrepasserne at få adskilt mor Malik fra ungen i fødehulen. Begge gav tydeligt deres utilfredshed til kende, ungen med høje skrig og mor Malik med kraftige bank på hulens døre. Men i løbet af tre minutter fik dyrepasserne vejet ungen, som nu vejer omkring 15 kg. Der blev også taget pelsprøve til dna-undersøgelse, men dyrepasserne fik dog kigget ungen så meget efter i sømmene, at de er ret overbeviste om, at ungen er en dreng. Da ungen kom tilbage til mor, gik der ikke lang tid, før den var lige så glad og eventyrlysten som før. En figen-godbid fra dyrepassernes hånd sagde ungen heller ikke nej til. Så ungen slap relativt uskadt gennem denne uvante og mærkværdige oplevelse!
Læs mere i pressemeddelelsen, hvor du kan finde ud af, hvorfor det er så svært at kønsbestemme små isbjørneunger.
24. februar:
Isbjørneungen siger goddag til verden! - se billedshow
Isbjørneungen, der nu er tre måneder gammel, har travlt med at udforske sine omgivelser. Den tumler sig i sneen og leger med mor Malik og alt, hvad der dukker op og ser ud til at være interessant at bide i. Ungen er også blevet opmærksom på publikum, og hvis du er heldig kan den komme helt tæt på ruden og hilse på dig!
Isbjørneungens første snevejr!
Knap 3 måneder gammel og lige kommet ud fra hulen oplever den nye isbjørneunge sit første snevejr. Se ungen tumle sig med stor iver!
8. februar:
Isbjørneungen ser dagens lys - se billedshow
Den 8. februar blev en stor dag for den nye isbjørneunge, da den efter flere måneders ophold i fødehulen blev lukket ud i verden udenfor. Der blev åbnet for lugen til hulen kl. 11.00, og ud kom en energisk Malik - men ingen unge! Ungen havde ikke lyst til at forlade sin trygge hule lige med det samme. Først flere timer efter følte ungen sig tryg nok til at undersøge det udendørs liv. Det varede dog ikke længe, før ungen så ud til at kunne lide de nye omgivelser.
27. januar:

Isbjørneungen stortrives!
Netop nu er der mulighed for at få helt fantastiske billeder at se fra isbjørnehulen i Aalborg Zoo. Ungen er nu 2 måneder gammel og er begyndt at bevæge sig rundt i hulen med de udfordringer, det giver for moderen Malik. Hun har siden 20. november passet og plejet ungen, der nu skydes til at veje ca. 8 kg.
Vi regner med, at mor og unge forlader hulen inden for de næste 3-4 uger.
Følg med på webcam her.
2010:
16. december:
Isbjørneungen trives i bedste velgående og vejer nu ca. 2 kg og har altså 4-doblet sin vægt siden fødslen. Ungen er begyndt at blive mere aktiv, men ligger det meste af tiden sammen med sin mor. I løbet af nogle uger vil den dog begynde at bevæge sig mere rundt i hulen, og der vil så være en unik mulighed for at se ungen i fuld vigør. Hvis alt går som forventet vil ungen forlade hulen midt i februar måned og derefter tage de første skridt ud i isbjørnenes udeanlæg.
Læs mere i pressemeddelelse.
26. november:
Ny isbjørneunge i Aalborg Zoo
Isbjørnen Malik fødte tre unger den 20. november, men desværre overlevede de to ikke de første kritiske døgn. Til gengæld virker den overlevende unge som en rigtig lille fighter. Faderen er Felix, der også er far til Milak. Læs mere om Zoos isbjørne her.
Du kan se Malik og ungen på webcam her. Ungen er meget lille ved fødslen - omkring 600 gram - så den kan være svær at få øje på. Men herover kan du se et billede fra webkameraet, hvor ungen lige titter op i et heldigt øjeblik.
Læs mere i pressemeddelelse.
De første videoptagelser af ungerne 2010
Videokllip, wmv 720 x 576 kan downloades i en zip-fil her.