Åbent hus i Skoletjenesten i Kristi Himmelfartsferien
I Kristi Himmelfartsferien er der mulighed for at få en helt unik oplevelse, når Aalborg Zoo slår dørene op til åbent hus i Skoletjenesten. Alle dage vil det fra kl. 11.30 til 15.30 være muligt at se og mærke levende dyr og forskellige effekter fra dyr. Formidling om dyr og naturbevarelse er i dag en vigtig brik i moderne zoologiske haver og Skoletjenesten i Aalborg Zoo underviser hvert år ca. 10.000 elever. Normalt er det kun skoleklasser, der har adgang til Aalborg Zoos Skoletjeneste, men én gang om året lukkes dørene op for alle havens gæster. Du kan se og røre ved nogle af Skoletjenestens mange dyr og lære mere om både tigre, elefanter og slanger.
