Aalborg Zoo er i gang med at bygge nyt rovdyranlæg
Aalborg Zoo tog den 12. januar det første spadestik til et nyt, moderne rovdyranlæg, som vi ser frem til at kunne præsentere for publikum i starten af juni måned 2012. Der er tale om en investering på 22 millioner kroner, der vil tilføre Aalborg Zoo et spektakulært rovdyranlæg med nye og anderledes måder at opleve de store dyr på. Finansieringen er kommet på plads takket være 18 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond, Villum Kann Rasmussen Fonden og Augustinusfonden, 2 millioner kroner fra Aalborg Kommune samt 2 millioner kroner fra Aalborg Zoos sponsorklub.
Det nye anlæg kommer til at bestå af to meget store afdelinger, en til tigre og en til løver. Begge dyrearter får en enorm forøgelse af deres nuværende areal, idet tigrene får dobbelt så megen plads som nu, mens løverne får et endnu større areal at boltre sig på. Samtidig udvides publikumsdelen indendørs til det tredobbelte.

Klik her eller på billedet for at se skitsen i stort format
- Vi kommer med det nye anlæg til at bryde markant med den traditionelle firkantede stil, for anlæggets ydre profil får et væld af forskudte hegn, indkig, rundinger og skæve vinkler. De ydre hegn bliver en blanding af høje stammer i pudset robinia, stålhegn, kunstige klipper og indkig i glas – og i fremtiden vil publikum kunne opleve dyrene i tre dimensioner: under jorden, på jorden og højt oppe over anlægget. Man vil kunne gå ad snoede junglestier rundt om anlægget, gennem en underjordisk tunnel ned i øjenhøjde med tigrene og bevæge sig op i trækronerne, hvor gangbroer fører til tårne placeret inde i dyrenes anlæg.
Tigrenes anlæg bliver beplantet med større træer og underskov, der simulerer de skovområder, hvor man normalt finder dyrene, men der bliver også større åbne arealer langs søer og vandløb. Løvernes del af anlægget bliver mere åbent med lavere planter og enkelte større træer, så det minder om de åbne områder, som løverne naturligt færdes i.
I det nye anlæg er det hensigten at præsentere:
Sumatratiger (Panthera tigris sumatrae) lever i naturen kun på den indonesiske ø Sumatra. Der anslås at være 4-500 dyr tilbage og de er akut udryddelsestruede. Internationalt forsøger man at etablere genetisk sunde ynglebestande i fangenskab.
Indisk løve (Panthera leo persica) lever kun frit i naturreservatet Gir Forest i det nordvestlige Indien. Der anslås at være 350 af de akut truede dyr tilbage. Den indiske regering arbejder på at etablere andre skovområder med løver, men det kræver, at der kan hentes dyr fra genetiske linjer i fangenskab.
Bemærk: Der er ingen løver eller tigre i Aalborg Zoo i øjeblikket. Læs mere i artiklen: Hvor blev de store katte af