31-01-2012

 

Aalborg Zoo nyhedsbrev uge 05 2012

31. januar 2012

Kære gæst

"Det er her det sner"  - håber vi i Aalborg Zoo at kunne sige om vinterferiens arrangement, for vi får nemlig en flok store isblokke til haven fra Hirtshals Fiskesortering. De er fyldt med fisk, og skal gerne hugges i stykker, der senere kan serveres for isbjørnene. Vi håber, at rigtigt mange børn har lyst til at være med til at hugge og hakke løs i isen, så isbjørnene kan få is-fisk, som de er helt vilde med!

Men midt i vinterferien er der fastelavn, og så holder vi pause i ishuggeriet for i stedet at slå katten af tønden. Den dag håber vi på mindre sne og mere solskin samt masser af glade børn.

Vintervejret er her allerede til isbjørnenes store glæde. Se video fra søndagens snevejr, hvor den et-årige Augo ruller sig ud som en imponerende og ikke mindst energisk 'rørlægger'!

Siden sidst er Aalborg Zoo gået i gang med byggeriet af det nye anlæg til løver og tigre. Det første spadestik blev taget den 12. januar, og vi håber at kunne præsentere både dyr og mennesker for et fantastisk anlæg i begyndelsen af juni. Er du nysgerrig efter at vide, hvad der er blevet af vores løver, tigre og leoparder, kan du læse mere om dette i artiklen: "Hvor blev de store katte af".

I Den Afrikanske Landsby er der 'babyboom' hos Sabeloryx antiloperne, hvor otte kalve er kommet til verden. De kan opleves i den dejligt, varme savannestald i landsbyen.

En interessant dværgflodhestedating har for nyligt fundet sted i Den Afrikanske Landsby. Vores dværgflodhestehan, Chip, er kendt for at kunne avle mange unger, og det har de hørt om i Givskud Zoo, hvor de har en hun, der aldrig har kunnet blive drægtig. Derfor er hun kommet til  Aalborg Zoo for at date Chip. Vi håber på en 'happy end' - selv om den nye hun indtil videre har været mere interesseret i anlægget end i vores charmerende Chip!

Traditionen tro vil vi som rosinen i pølseenden minde dig om Skovbakkens  årskorttilbud. I februar kan du spare 15 kr. og nyde en burger (af 150 gram rent oksekød) til kun 30 kr. - velbekomme!

Med venlig hilsen
Aalborg Zoo


Hug is til isbjørnene og slå katten af tønden

I skolernes vinterferie i uge 7 og 8, d. 13.-26. februar, ønsker vi os frost og kulde i Aalborg Zoo. Her skal der arbejdes med store isblokke, som Hirtshals Fiskesortering har gjort klar til os og isbjørnene. Og børnene kommer på arbejde – der skal hugges stykker af is ud af de store isblokke, så vi kan komme frem til det foder, som er frosset ind.

Isen og foderet bliver hældt ind til isbjørnene i løbet af dagen, og på to forskellige tidspunkter fra dag til dag bliver der fodret og fortalt om isbjørnene. Hold øje med tidspunktet for fodringen på skiltene i haven.

Der kan hugges og hakkes i is til isbjørnene hele vinterferien bortset fra søndag den 19. februar, hvor vi fejrer fastelavn og slår katten af tønden kl. 13.00.

Se program for vinterferien og fastelavn.


Det første spadestik til det ny rovdyranlæg 

Torsdag d. 12. januar blev det første spadestik taget til Aalborg Zoos nye anlæg til tigre og løver. Spadestikket blev taget af Aalborg Zoos bestyrelsesformand Arne B. Schade. Der var efterfølgende taler af Arne B. Schade, borgmester Henning G. Jensen og Aalborg Zoos direktør Henrik Johansen. Alle var enige om, at det bliver en begivenhedsrig  periode, man går i møde, samt at det er et fantastisk spændende projekt der er lagt op til med opførelsen af det nye anlæg. Projektet vil uden tvivl byde på gode oplevelser for både mennesker og dyr og sikre de store katte gode forhold i Aalborg Zoo i mange år fremover.

Læs mere om det nye anlæg her.


Hvor blev de store katte af?

Aalborg Zoo er i fuld gang med nedrivningen af det gamle rovdyranlæg, og et nyt og tidssvarende rovdyrkompleks vil stå færdigt i juni.

Men hvor blev de afrikanske løver, de sibiriske tigre og de persiske leoparder egentlig af, og kommer de igen?

 

Læs mere her.


Babyboom i Den Afrikanske Landsby

I den store stald i Den Afrikanske Landsby er der i øjeblikket liv og glade dage, idet havens sabeloryx antiloper er nedkommet med ikke færre end 6 kalve. 

Den smukke, snehvide sabeloryx med de enorme, krumme horn er et af verdens mest udryddelsestruede dyr og forsvandt faktisk helt fra naturen i 1980erne.  Heldigvis var der allerede sat store avlsprogrammer i værk i de store zoologiske haver, hvor også Aalborg Zoo deltog og stadig deltager. Senere er småflokke blevet sat tilbage i naturen i store indhegnede områder, hvor de beskyttes mod krybskytter. 

Læs mere og se video her. 


Dværgflodhestedating i Aalborg Zoo

Torsdag d. 12. januar fik Aalborg Zoo besøg af en ny dværgflodhestehun. Hunnen har gået i Givskud Zoo i en længere periode uden af kunne få unger. Nu er Aalborg Zoos dværgflodhestehan, Chip, sat på opgaven i håbet om, at sammenføringen ender succesfuldt.

Efter en uge, hvor de to dyr skulle vænne sig til hinanden og gik hver for sig, blev de sat sammen for første gang, hvilket altid er risikabelt. Heldigvis endte introduktionen af parret smertefrit. Dværgflodhestene markerede sig over for hinanden med nogle meget karakteristiske ”smaskelyde” og gik så hurtigt hver til sit. Hunnen viste større interesse for at udforske anlægget end for sin nye partner!

Læs mere og se video fra første 'smaskende møde' her.


Augo - en energisk rørlægger!

Augo nyder vintervejret og ses her i fuld gang med at udforske mulighederne i at lege med et rør og en hesteknogle¨på samme tid. Han prøver sig frem, men man kan også se, hvordan han overvejer, hvad der er smartest at gøre.

Resultaterne af hans anstrengelser kommer somme tider lidt bag på ham, men han ser ud til at more sig kosteligt, og samtidigt giver han Aalborg Zoos publikum et forrygende show!

Læs mere og se video samt billedshow af Augos leg i årets første sne


 OBS. En pdf-version af nyhedsbrevet kan hentes her 

Dyrebare oplevelser
Klik her for at afmelde nyhedsbrevet
 



 

Åbningstider
Maj, hverdage:10-18
Weekend/ferie: 10-19
Indgang lukker en time før.
Se årets åbningstider

Billetpriser:
2.1.-31.5.
Voksne:
Børn 3-11 år:
Børn 0-2 år:
Studerende:
Seniorer 65+:
Grupper +20:
140,- kr.
85,- kr.
0,- kr.
110,- kr.
115,- kr.
110,- kr.

 
Følg dyrene året rundt for under en krone om dagen. Læs mere her. Eller køb direkte i webshoppen. 


Nyheder
Se vores nyhedsarkiv

Aalborg Zoo
Mølleparkvej 63
9000 Aalborg

Telefon 96 31 29 29
info@aalborgzoo.dk

Find vej

Ultimate Web