Kære gæst
I bededagsferien har vi fokus på de sydamerikanske indianeres liv i regnskoven, hvor du kan høre om Payamino indianerne, som Aalborg Zoo har et samarbejde med i forbindelse med flere naturbevarings projekter. Du kan også lære mere om de sydamerikanske dyr - og hvis du nogensinde har drømt om at skyde med pusterør eller se dig selv i fuld krigsmaling med en ordentlig fjerprydelse på, ja, så kan du også få lov at prøve det! Fredspiber kan vi desværre ikke tilbyde! Til gengæld kan vi byde på ro og afslapning i vores mange små, grønne oaser rundt omkring i haven.
Hos dyrene er der masser af forårsstemning. Isbjørneungen Augo er er ca. et halvt år gammel og har travlt med at udforske omgivelserne. At se ham lege med mor Malik eller sin nye røde bold kan ikke undgå at få humørbarometeret helt i top!
Hos katta lemurerne er der livlig aktivitet, to små unger er kommet til, og flokken trives godt efter flytning fra orangutanghuset til et nyt anlæg ved siden af fuglevolieren ved indgangen, hvor de har fået mere plads udendørs.
Har du lyst til at opleve den helt særlige stemning, der er i Zoo tidligt om morgenen, har du nu mulighed for det. Vi kan nemlig tilbyde dig en speciel morgentur med guide, hvor du kan sige god morgen til dyrene bag kulisserne. Morgenmad eller brunch buffet på Skovbakken kan bestilles som afslutning på turen, der giver god appetit!
Er du årskortholder, må du i øvrigt ikke gå glip af Skovbakkens månedlige årskort tilbud - i denne måned er det hjemmelavede frikadeller.
Gå heller ikke glip af en fantastisk smagsoplevelse i Skovbakkens nye Ben & Jerry iskiosk. En stor succes der på fiffig vis også har beriget isbjørnene!
Vi ønsker dig en rigtig god bededagsferie!
Med venlig hilsen
Aalborg Zoo
|