Kære Gæst
Hvis du altid har gået og drømt om, hvordan det ville være at arbejde som dyrepasser, så er det nu du har chancen. I efterårsferien kan du nemlig prøve at hjælpe dyrepasserne med nogle af deres arbejdsopgaver. Du kan f.eks. være med til at fodre bavianer, søløver og næsebjørne, eller du kan være med til et helt elefantastisk job i elefanternes udeanlæg, hvor du lærer kunsten at svinge en skovl på allersnedigste vis! Vi håber denne spændende og meget eftertragtede tjans lige er noget for dig!
I hele efterårsferien er der sjov og ballade med Safari Simon hver dag kl. 12.30 på plænen ved Den Afrikanske Landsby. Her kan du også deltage i 'suttekonkurrencen' og give et bud på, hvor mange sutter der er på suttetræet. Rigtigt mange børn er nemlig blevet for store til at bruge sut, og har fået et diplom for at give deres sutter til Safari Simon, der har lovet at passe godt på dem! Gætter du rigtigt, har du chancen for at vinde et årskort.
Du kan i efterårsferien også være heldig at vinde en bil i en uge - en Renault Twingo fra Pedersen & Nielsen Automobilforretning.
Det varer ikke længe, før Aalborg Zoo begynder opførelsen af et nyt rovdyranlæg til tiger og løve, og derfor har vi fornylig taget afsked med vores fire etårige sibiriske tigerunger. De er rejst til Knuthenborg Safaripark, hvor de er blevet taget godt i mod. Når det nye rovdyranlæg åbner til næste år, skal vi i stedet have Sumatra tigere.
Hører du til dem, der gerne vil rejse sydpå, når der er allerkoldest i Danmark? Så kan vi glæde dig med, at Albatros Travel og Aalborg Zoo byder på Big Five safari i Sydafrika i vinterferien. En enestående safarioplevelse i et af de allersmukkeste områder i Sydafrika!
Vi ønsker dig en rigtig god efterårsferie!
Med venlig hilsen
Aalborg Zoo
|