Byggeri af nyt rovdyranlæg kan følges via webcam
Pressemeddelelse
Aalborg Zoo sender live billeder ud via webcam fra opførelsen af havens nye anlæg til tigre og løver.
Aalborg Zoo er netop nu godt i gang med at opføre nyt anlæg til havens løver og tigre. Anlægget forventes at stå færdigt i juni måned, men allerede nu kan nysgerrige kigge med.
På www.aalborgzoo.dk kan man nu via webcam følge byggeriet direkte og se, hvordan det dag for dag skrider frem. Når selve anlægget står færdigt, vil der ligeledes være mulighed for at få de store katte direkte ind i dagligstuen derhjemme, idet der er tænkt webcam ind i anlæg ved både tiger og løve. I de fødehuler der er i forbindelse med det nye anlæg er der også installeret webcam, så der også herfra kan sendes billeder ud til omverdenen. Da Aalborg Zoo jævnligt får unger hos både tiger og løve, vil der med garanti fremover være mulighed for at se små nyfødte unger få deres første erfaringer med den store verden.
”Vi har tidligere haft stor succes med at sende webcam billeder ud via vores hjemmeside. De gange vi har gjort det, har vi oplevet en stor interesse og en stor stigning i antal besøgende på vores hjemmeside. De helt store succeser har været de to gange, vi har sendt live billeder fra isbjørnenes fødehuler. Om dette skaber samme opmærksomhed er svært at sige, men vi er glade for at kunne give de der har lyst denne oplevelse og forventer os meget af den” siger Aalborg Zoos Informationschef Søren Sørensen.
Søren Sørensen forventer også, at opførelsen af det nye rovdyranlæg vil trække mange gæster til Aalborg Zoo i sæsonen. ”Vi har tidligere oplevet, at nye anlæg trækker mange gæster til, og når man samtidig har kunnet følge med i opførslen via webcam, har vi en forhåbning om, at mange vil komme forbi for at se den ægte vare” siger han.
