
En sankthansaften med brøl i!
Eksotiske dyr og veteranbiler side om side, en båltaler ud over det sædvanlige og Kammerkoret Dorimus, der synger for på midsommervisen er blot nogle af de ting, der venter Aalborg Zoos gæster sankthansaften.
Allerede fra kl. 16 er der reduceret entré, voksne 60 kroner og børn 30 kroner. Så der er mulighed for en hyggelig eftermiddag og aften med tid til både at opleve dyrene og ikke mindst Anders Lund Madsen, der som årets båltaler holder båltale over sankthanstemaet krydret med zoo for børnefamilier, så hvem ved, hvad Anders har i ærmet denne aften. Anders Lund Madsen tager faktisk - efter sin båltale - selv på en lille flyvetur – dog ikke til Bloksbjerg, men til København, hvor han skal deltage i Aftenshowets sankthansaften og holde sin anden båltale denne aften – denne gang sammen med sin bror. Nordjyderne har altså mulighed for at opleve Anders Lund Madsen hele to gange denne aften.
Igen i år har Aalborg Zoo inviteret veteranbiler fra hele Nordjylland til at gøre haven endnu mere festlig, og på turen rundt i zoo kan gæster denne aften opleve motorer og rovdyr brøle om kap. Blandt de tilmeldte biler kan nævnes en Chevrolet Bel-Air, en Ford Anglia, en VW Type 1 og en Ford Mustang.
Mellem kl. 17 og 19 kan Aalborg Zoos gæster også risikere at rende ind i en vaskeægte sværdduel, når skuespillere fra Samlings-Teatret opfører uddrag fra sommerforestillingen ”Tvillingerne” rundt omkring i haven.
Kl. 18 optræder Safari Simon på scenen på savannen og med hans musikalske og underholdende show i børnehøjde kan de mindste gæster også få sig en på opleveren. Når bålet tændes kl. 19.30 er det Kammerkoret Dorimus, der synger for på midsommervisen og er med til at skabe den helt rigtige sankthansstemning, hvor savannen danner en hyggelig kulisse - og for en aften har skandinavisk midsommer fået et afrikansk islæt.

Se hele programmet her.