18-02-2011

Ny truet krokodilleart i Aalborg Zoo

Aalborgs zoos bestand af Mississippialligator i tropehuset bliver nu skiftet ud med den større sorte kaiman. I modsætning til Mississippialligatoren er den sorte kaiman truet i naturen, da den har været udsat for et voldsomt jagttryk på grund af sit skind, der blev brugt til sko, støvler, tegnebøger, bælter og tasker.

Den sorte kaiman tilhører alligatorfamilien, og kaimanerne er en særlig gruppe alligatorer, der kun lever i Sydamerika. Ligesom andre alligatorer har de ret korte, kraftige og brede snuder, hvor overkæbens tænder overlapper underkæbens, i modsætning til de ægte krokodiller, der har aflange, trekantede snuder. Den sorte kaiman er udbredt i det nordlige og centrale Sydamerika, hvor den lever i Amazonregnskovens floder og søer. Som navnet antyder, er den ret mørk i farven, og dens krop er dækket af store, grove skæl. Voksne dyr er ofte 3-4 meter lange, men gamle hanner, især i områderne omkring Araguaia floden, kan blive over 5 meter lange.

Hannerne er territoriale, og annoncerer deres parringsvillighed til hunnerne ved at brøle og ryste i hele kroppen. Efter parringen graver hunnen en rede af jord og rådnende plantedele, hvor hun lægger 30-60 æg, som udruges af forrådnelsesvarmen og det tropiske klima på omkring 6-7 uger. Ligesom mange andre krokodiller passer kaimanhunnen på reden, og når ungerne klækker fra æggene, laver de en pippelyd, der får hunnen til at grave dem op,og forsigtigt sætte dem ud i vandet i sine frygtindgydende kæber. Hunnen passer på ungerne i ugevis, og de små unger æder i starten insekter, krebsdyr, haletudser og småfisk, men som de vokser til, begynder de at tage større bytte. Voksne kaimaner æder store fisk, fugle og pattedyr, og store hanner vides endda af og til at nedlægge en tapir eller hjorte. Til gengæld skal kaimanen passe på den store kat jaguaren, der kan tage op til 3-4 meter lange kaimaner, hvis den er sulten.

Kaimanerne er ikke særligt almindelige i fangenskab, og de er meget vanskelige at få til, at yngle. Derfor håber Aalborg Zoo at blive en af de få zoologiske haver på verdensplan, der får held med at yngle disse sjældne og spændende krokodiller. De sorte kaimaner kan fra vinterferien og frem ses i tropehuset, hvor dele af glasset til deres store bassin i starten vil være afskærmet for at give dyrene mulighed for, at vænne sig til de nye omgivelser. 

Åbningstider
Maj, hverdage:10-18
Weekend/ferie: 10-19
Indgang lukker en time før.
Se årets åbningstider

Billetpriser:
2.1.-31.5.
Voksne:
Børn 3-11 år:
Børn 0-2 år:
Studerende:
Seniorer 65+:
Grupper +20:
140,- kr.
85,- kr.
0,- kr.
110,- kr.
115,- kr.
110,- kr.

 
Følg dyrene året rundt for under en krone om dagen. Læs mere her. Eller køb direkte i webshoppen. 


Nyheder
Se vores nyhedsarkiv

Aalborg Zoo
Mølleparkvej 63
9000 Aalborg

Telefon 96 31 29 29
info@aalborgzoo.dk

Find vej

Ultimate Web