20-12-2010

Ny forskning afslører ukendt underart hos Sunda træleoparden


Aalborg Zoos chefzoolog Dr. Per Christiansen har i samarbejde med et internationalt team af zoologer og økologer under ledelse af Dr. Andreas Wilting fra Leibniz Institute for Zoo and Wildlife Research i Berlin publiceret en afhandling i det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift Molecular Phylogenetics and Evolution, hvor de præsenterer ny viden om den ret sjældne og ukendte Sunda træleopard, der kun findes på de to store Sunda-øer Sumatra og Borneo. Det er ikke mere end et par år siden, at Sunda træleoparden blev erkendt som en selvstændig art fra fastlands-træleoparden, bl.a. ud fra samme forskeres arbejder, men de nye analyser har vist, at Sunda træleoparden kan deles op i to ret forskellige underarter, som forskerne har givet navnet Neofelis diardi diardi (Sumatra) og Neofelis diardi borneensis (Borneo).

Studier af dyrenes DNA, kranier og tænder viser entydigt, at de to øers bestande udgør to separate udviklingslinjer, der har været adskilt i 120.000-400.000 år. Pelsen er dog ikke væsentlig forskellig på dem, formentlig fordi begge lever i den tætte, mørke regnskov, hvor de jager hjorte, svin og større aber. Erkendelsen af en særlig udviklingslinje på Borneo krævede, at forskerne oprettede et såkaldt typeeksemplar for den nye underart. Det er et særligt videnskabeligt eksemplar, der bærer det videnskabelige navn på vegne af hele bestanden, og den slags er af stor værdi indenfor videnskaben. Det er ret usædvanligt, at finde ny biodiversitet hos de store katte, der generelt er opdelt i alt for mange underarter fordi man ikke har undersøgt deres evolutionære baggrund med moderne metoder. Træleoparderne er særlig dårlig kendt, men de senere års forskning fra dette team af forskere er langsomt ved, at løfte sløret for mange af disse smukke kattedyrs hemmeligheder.

Forskerne har også været i stand til at forklare, hvorfor fastlandets træleoparder ikke spredte sig ud til de store Sunda-øer under istiderne, hvor vandstanden i havene gjorde dem landfaste med fastlandet. Det kan skyldes det meget voldsomme udbrud af Toba-supervulkanen på Sumatra for omkring 73.000 år siden, der lagde store dele af økosystemerne i den vestlige del af Sydøstasien i ruiner. Dette ville formentlig have dræbt de fleste bestande af Sunda træleoparden på Sumatra, men også bestandene af fastlands-træleoparden i Malaysia og det sydlige Indien. De få resterende bestande på Sumatra kunne derfor komme sig i fred og ro uden konkurrence fra indvandrede arter fra fastlandet. Erkendelsen af to underarter af Sunda træleoparden har vidtrækkende konsekvenser for naturbevarelse i naturen og i fangenskab. Det kræver nemlig, at man beskytter de vilde bestande separat på Borneo og Sumatra, og de skal derfor indgå i separate naturbevaringsprogrammer. Det kræver også, at man i fangenskab undgår at blande dyr fra de to bestande, og at de indgår i hvert deres særlige avlsprogram.

Afhandlingen kan ses her.

Åbningstider
Maj, hverdage:10-18
Weekend/ferie: 10-19
Indgang lukker en time før.
Se årets åbningstider

Billetpriser:
2.1.-31.5.
Voksne:
Børn 3-11 år:
Børn 0-2 år:
Studerende:
Seniorer 65+:
Grupper +20:
140,- kr.
85,- kr.
0,- kr.
110,- kr.
115,- kr.
110,- kr.

 
Følg dyrene året rundt for under en krone om dagen. Læs mere her. Eller køb direkte i webshoppen. 


Nyheder
Se vores nyhedsarkiv

Aalborg Zoo
Mølleparkvej 63
9000 Aalborg

Telefon 96 31 29 29
info@aalborgzoo.dk

Find vej

Ultimate Web