Ny unge hos vortesvinene
Igen i år har Aalborg Zoos familiegruppe af vortesvin kastet afkom af sig i form af en fin, velskabt lille unge. Soen fik faktisk to unger, hvilket ikke er ret meget, for kuldstørrelsen er normalt på 2-4 (men kan undtagelsesvis være helt op til 8), men den ene var død, da dyrepasserne fandt den. Muligvis er den blevet ligget ihjel af forrige års unger, der stadig findes i gruppen, for selvom de er ved at være store, er de stadig i lømmelalderen og ikke så nænsomme med ungerne som de voksne dyr.
Vortesvinet er et stort, kraftigt svin fra de afrikanske savanner, der har navn efter de kraftige fremspring på hovedet. Den lever af blade, rødder, græs, frugter og svampe, men ikke går af vejen for at æde ådsler. Den lever ude i det åbne i større familiegrupper anført af de voksne søer, mens ornerne kun slutter sig til grupperne, når søerne er i brunst. Den åbne savanne er et farligt sted, for her lever masser af rovdyr, f.eks. hyæner, leoparder, løver, sjakaler og geparder, og svinene graver derfor tit en dyb grav, som de render ned i, når en fare truer. De kan dog også forsvare sig voldsomt med deres store, spidse hjørnetænder, der rager højt op over trynen. Vortesvinet har meget lange ben, en tilpasning til at kunne løbe stærkt. Det betyder dog også, at der kan være langt ned til jorden, når man skal rode med trynen. Derfor ses vortesvin ofte kravle omkring på knæene. Mange tror, at svinet har brækket benet, men det er helt naturligt, for så er trynen nærmere ved jorden, og dyret kan bedre grave efter føde.

Den lille ny vortegris kan ses med resten af familien i Aalborg Zoos afrikanske landsby, men man skal være hurtig, hvis man vil se de fire, store, dejlige grise fra forrige år, for de rejser snart til Belgien, hvor de skal indgå i en ny avlsgruppe.