Sundhedstjek hos orangutang
Den 26. oktober var en helt særlig dag i Aalborg Zoos primatafdeling. Abehusets 23 år gamle orangutang-han, Djimat, skulle bedøves og have et omhyggeligt sundhedstjek af dyrepassere og dyrlæge. Orangutanger er vilde dyr, og når det kommer til negleklipning, blodprøvetagning og vejning, må man bedøve dyret for en stund. Som forventet gemte Djimat sig med det samme, da han så bedøvelsesgeværet. Man fik dog hurtigt bedøvet ham med en mængde bedøvelsesmiddel, som gav teamet 45 min. til deres arbejde.

Djimat skal tabe sig!
Da man var sikker på, at Djimat sov som en sten, blev han vendt om på ryggen og lagt på en plade med en vægt nedenunder. Til alles overraskelse stod vægten på 181,2 kg, hvilket er en meget høj vægt for orangutanger. Djimat har længe været på en særlig kostplan for at kommer overvægten til livs. Men det tager lang tid at få kiloene i bund, når Djimat ikke bevæger sig i samme grad, som hans artsfæller i naturen. Dyrepasseren bruger derfor meget tid på at aktivere orangutangerne, så de bevæger sig mere.

Tjek for astamstisk bronkitis
Djimat har længe haft en besværet vejrtrækning, og derfor skal vævsprøver fra hans lunger vise, om han har astmatisk bronkitis. Dyrlægen førte forsigtigt et langt metalrør (med en tang i enden) ned i lungerne for at udtage en vævsprøve. Bagefter blev der lavet et skyl med saltvand i lungerne, som bliver tjekket for infektioner sammen med de blodprøver, der også blev taget. Djimat har symptomerne på astmatisk bronkitis, og derfor får han astmamedicin. Dyrepasserne har trænet ham til selv at inhalere medicinen, og den gør tydeligvis hans vejrtrækning bedre. En endelig påvisning af astmatisk bronkitis, kan ikke ske før vævsprøverne er blevet undersøgt.

Der klippes negle under bedøvelse
Imens Djimat blev undersøgt i luftvejene, klippede dyrepasserne hans negle. I dagligdagen bliver orangutangerne trænet til at stikke fingrene ud, så neglene kan blive filet. Den daglige pleje betyder, at de kun sjældent behøver at få klippet negle. Der er altid en risiko ved at bedøve større dyr, så derfor gør man det kun undtagelsesvis. Fremadrettet er det hensigten, at der bliver installeret en vægt i orangutangernes indeanlæg, så dyrepasserne kan træne orangutangerne til at sætte sig på vægten, mens de bliver vejet. Træning er et godt redskab til at minimere behovet for at bedøve orangutangerne og stresse dem unødigt.
