Verdens største gnaver har fået unger
Fredag d.6. maj fik Aalborg Zoos kapivarpar fire unger. Ungerne har allerede vokset sig store og kan ses med forældrene i deres udeanlæg i afdelingen med sydamerikanske dyr. Kom forbi og se kapivarungerne og en masse andre fantastiske dyr fra Sydamerika!
Kapivaren er verdens største gnaver. Kapivar betyder ”græssets herre”, men trods det opholder den sig meget i vand. Om morgenen æder den græs og planter ved vandkanten, men senere på dagen går den ud i vandet for at nedkøle sig. Kapivaren er tilpasset livet i vand ved at have øjne, næse og øre placeret på den øverste del af hovedet. På den måde kan den kan holde øje med, hvad der sker over vandet samtidigt med, at den er neddykket. Den har svømmehud mellem tæerne og er en dygtig svømmer. Kapivaren kan holde vejret under vand i ca. 4 min. I vandet er kapivaren et nemt bytte for anakondaen, mens den i vandet kan gemme sig for andre fjender som jaguaren og pumaen.

Kapivaren er vidt udbredt i store dele af Sydamerika lige fra Panama til Argentina. Skindet fra kapivaren er højt værdsat flere steder i Sydamerika, og derfor er jagt den største trussel mod kapivaren. På kun tre år fra 1976-1979 blev der eksporteret ca. 80.000 kapivarskind fra Argentina. Desuden har kapivaren gjort sig upopulær blandt landmænd, fordi den konkurrerer med husdyrene om føden, dvs. græs og planter. Lokalt har landmænd derfor jaget hårdt på kapivarerne, hvilket bl.a. medførte, at der i Venezuela i 1968 blev indført regler for, hvor mange kapivarer, der må dræbes hvert år. I dag er kapivaren som art langt fra truet.
Noget kunne tyde på flere unger senere på året...