Sydamerika-afdelingen

Sydamerikaafdelingen dækker et stort område, som man kommer til ad stien til venstre for ’Bjørnemanden’. Det første glimt af Sydamerikas dyreliv, er søen med de flotte og farvestrålende flamingoer. Her lever to arter af flamingoer: Chile-flamingo og Cuba-flamingo, hvor man kan kende Chile-flamingoen på, at den er mindre, lysere og har en laksefarvet hals. I naturen får flamingoerne deres flotte røde farve ved at optage farvestoffer – såkaldte karotenoider – fra de krebsdyr, de æder. I Zoo får de en foderblanding tilsat de samme farvestoffer, så det undgås, at  både fjer, næb og ben bliver kridhvide.
Lige efter Flamingosøen ser man til højre for sig det første syn af den sydamerikanske ’pampas’ med græssende kapivarer, maraer - som også kaldes: pampasharer - og myreslugerne.

Kapivaren er verdens største gnaver og kaldes også for flodsvin, hvilket  er meget betegnende, da dens liv er meget knyttet til vand, f.eks. parrer den sig i vandet. Tilpasningen til vandet kan ses ved, at øjne, næse og ører er placeret højt på hovedet. Ordet kapivar betyder på kichwa, det mest udbredte sydamerikanske indianersprog, ’græssets herre’, og det meste af dagen bruger dyrene da også på at græsse. Egentlig hører kapivarerne til på den venstre side af stien, men deres anlæg er forbundet  med pampassen via et vandløb, så de svømmer ofte over  på den anden side, hvor de formodentlig synes, at græsset ser grønnere ud!  Det er ikke altid til myreslugernes tilfredshed, som enten jager dem tilbage i deres anlæg, eller svømmer over og besætter kapivarernes anlæg! Kapivarerne får ofte unger to gange om året – 3-5 stk. – så der er altid livligt i flokken.

I anlægget er der tre myreslugere: to voksne og en unge, der blev født i august 2009. Ungens fødsel var en sensation, se live video fra myreslugeranlægget og læs mere her. I naturen lever myreslugerne alene, og derfor holdes parret i perioder adskilt fra hinanden. I naturen lever de primært af myrer og termitter men også larver og frugt indgår. I zoo står menuen på bl.a.: hunde- og kattemad, svinehjerte diverse frugt, honning, rejeskalsmel og egebark, som må blendes til mos, da myreslugernes kæber er vokset sammen. I stedet slikker de maden op med deres lange tunger.

Da myreslugerne i naturen bruger meget tid på at finde føde, gælder det om i Zoo at være opfindsom, så dyrene ikke bare får serveret maden, men skal lede efter den. Aktivering af dyrene, ved enten at finde skjulesteder til maden eller opfinde anordninger, hvor dyrene skal ’arbejde’ for at få fat på maden, fylder en stor del af dyrepassernes tid. – Her gælder det om at bruge fantasien, f.eks. fandt en dyrepasser engang på at bruge et par efterladte  gummistøvler i redskabsskuret  til aktivering. At søge efter  gummistøvlerne fyldt med honning og andre lokkende sager blev  en stor succes, og i perioder var det muligt at se myreslugerne jokke rundt med gummistøvler!

Lige ved siden af Pampassen findes det forholdsvis nye sydamerikanske tropehus: Payminohuset, som blev indviet i 2004. Det indeholder indeanlæg for edderkopabe, myresluger, lavlandstapir sant et anlæg for de to bæltedyr: Møffe og Tøffe.

I huset er der regnskovsstemning med flotte træer og planter, og i trækronerne holder en flok  farvestrålende papegøjer (Rosa Conure) til.  Du kan også være heldig at få øje på en stor grøn leguan, som går frit omkring i anlægget. Den er over en meter lang, men kan alligevel skjule sig godt. Når tapirerne og myreslugerne befinder sig udenfor, kan den snedige leguan godt finde på at gå på rov i deres foderskåle!

Edderkopaben har en meget lang hale samt lange arme og ben, og når den hænger ned fra en gren, som den kun holder i med én arm eller halen, kan den i profil godt minde om en edderkop. Gribehalen, som den bruger til at hænge i og klatre med, kan også bruges til at samle ting op og bære rundt på dem. Aberne i Aalborg Zoo er en familiegruppe bestående af Darwin og Cecilie samt deres to unger Rodo fra 2003 og Alba fra februar 2007. I naturen lever de i større flokke, men at den lille flok trives godt, er de to unger jo et tydeligt bevis på. Abernes køn kan være svært at bestemme, for hunnerne har en forstørret klitoris, mens hannen ikke har nogen synlige ydre kønsdele. I sin tidlige barndom måtte den unge han: Rodo derfor finde sig i at blive kaldt for Rosa! Alba fra 2007 er dog en hun – er vi næsten sikre på!
Sumpbæverne, som edderkopaberne deler udeanlæg med, er altid i aktivitet. De får mange unger, som deler madskål med de ænder, som har slået sig ned i anlægget. Somme tider frivilligt, andre gange ufrivilligt! At dyrene indbyrdes konkurrerer om føden er ifølge dyrepasserne sundt, for på den måde sørger de selv for aktivering!

Lavlandstapirerne er forholdsvis nye i Zoo, de kom hertil samtidig med åbningen af det nye tropehus i Sydamerika-afdelingen. Der er i øjeblikket tre lavlandstapirer i anlægget, Tapita og hendes to unger, Sami fra 2007 og Mishki fra september 2008. Dyrepasserne har valgt at give tapirungerne navne på kichwa, som er det sprog, størstedelen af de oprindelige indianerstammer i Sydamerika taler. Mishki betyder ”sød” eller ”skat”, mens Sami betyder ”glæde”. Faderen til ungerne, Mito, er desværre død, og Zoo venter nu på en ny avlshan.
De sky tapirer lever i skoven omkring vand eller i sumpområder, hvor de orienterer sig med en meget fin lugtesans og søger føde med den bevægelige snabel. Deres syn er til gengæld ikke så godt, og måske derfor er de fra naturens hånd udstyret med en form for ’beskyttelseshjelm’, idet de både er ’tykpandede’ og har en kraftig fedtbræmme i nakken, sådan at de kan klare slag og stød under en evt. flugt i den tætbevoksede skov. Ungerne har et karakteristisk mønster af striber af pletter, som er med til camouflere dem i skoven, hvor mønsteret kan minde meget om det skyggespil, som lyset skaber på sin vej gennem træernes blade.

Tapirerne deler anlæg med Vicunjaerne, som i september 2008 forøgede flokken med føllet Viola. (Se video med Viola)

Lige overfor anlægget med Edderkopaberne holder næsebjørnene til. De små livlige dyr, som hører til halvbjørnene som bl.a. vaskebjørn og rød panda, ses næsten altid med snuden i jorden, hvor de leder efter føde bl.a. insekter og snegle. Da dyrene i naturen bruger den meste tid på at søge føde, må der også her gøres en stor indsats for at aktivere dyrene ved at gemme foder rundt omkring i anlægget.

En enlig kæmpetukan findes også i afdelingen. Vi håber på at finde en mage til den meget snart, men da kæmpetukanen er den mindst selskabelige af tukanerne, så er den ikke i menneskelig forstand ’ensom’. Der har været spekuleret meget over formålet med det store næb, lige fra det praktiske i at kunne nå bærrene bedre fra en tynd gren og til næbbets skræmmefunktion overfor mindre fugle, hvis æg eller unger den kunne tænke sig at æde! Nogen endelig forklaring har man ikke fundet.

I Sydamerika-afdelingen er der af pladshensyn også nogle dyr, som kommer fra andre verdensdele. De grå kæmpekænguruer fra Australien bor her, ligesom kamelerne Cæsar og Else også hører til her, selv om de stammer fra Asien. Den vildtlevende kamel er et af de mest truede dyr i verden; man regner med, at antallet af dyr er mindre end 1000! I modsætning hertil findes der omkring 2 millioner tamdyr.

I  Payaminohuset er der desuden en udstilling om Payamino indianerne i Equador, som Aalborg Zoo støtter gennem projekt Payamino. (Læs mere her)